Dansk Gerontologisk Selskab

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Vedtægter
Vedtægter
 

 

 

§1

SELSKABET

1.1.

Selskabets navn er Dansk Gerontologisk Selskab (på engelsk Danish Gerontological Society).

1.2.

Selskabets hjemsted er København.

1.3.

Selskabets formål er at virke for udbredelse af gerontologisk viden ved at fremme forskning, undervisning og oplysningsvirksomhed inden for alle gerontologiens delområder.

1.4.

Selskabet er medlem af International Association of Gerontology og af Nordisk Gerontologisk Forening.

 

 

§ 2

MEDLEMSFORHOLD

2.1.1.

Som ordinære medlemmer kan efter skriftlig ansøgning optages personer, bosidende i Danmark, der har uddannelse og/eller virke inden for selskabets formålsområde. Ansøgningen, der indsendes til selskabets sekretær, skal godkendes af bestyrelsens forretningsudvalg. Nægtelse af optagelse forelægges bestyrelsen og kan efterprøves af førstkommende ordinære generalforsamling.

2.1.2

Som ekstraordinære medlemmer kan bestyrelsen optage personer, der ikke opfylder kravet til ordinært medlemskab; nægtelse kan efterprøves af generalforsamlingen.

2.1.3.

Som korresponderende medlemmer kan bestyrelsen udnævne i udlandet bosiddende personer, der har en uddannelse og/eller et virke inden for selskabets formålsområde, og som man ønsker at knytte til selskabet.

2.1.4.

Som æresmedlemmer kan generalforsamlingen efter forslag fra bestyrelsen udnævne personer i ind- og udland, der i ganske særlig grad har gjort sig fortjent af videnskaben eller selskabet, og/eller som har haft en fremragende betydning for gerontologiens udvikling.

2.1.5.

Som kollektive medlemmer kan bestyrelsen optage foreninger, institutioner, offentlige forvaltninger og udvalg m.fl., der har et virke foreneligt med selskabets formål. Nægtelse kan efterprøves af generalforsamlingen.

2.1.6.

Som støttende medlemmer kan bestyrelsen optage erhvervsvirksomheder og andre, der har et virke foreneligt med selskabets formål, og som ønsker at støtte selskabets aktiviteter. Nægtelse kan efterprøves af generalforsamlingen.

2.1.7.

Forretningsudvalgets afgørelser skal være enstemmige. Bestyrelsen kan optage et nyt medlem, såfremt 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor. Generalforsamlingen kan med simpel majoritet af de fremmødte beslutte at optage en af bestyrelsen afvist optagelsessøgende som medlem. Der kræves 2/3 majoritet af de fremmødte for optagelsen af korresponderende medlemmer og æresmedlemmer.

2.1.8.

Det nye medlem betaler forholdsmæssigt kontingent for den resterende del af regnskabsåret, hvori indmeldelse finder sted. Et udtrådt eller udelukket medlem kan kun genoptages, såfremt eventuel ældre gæld til selskabet samtidig berigtiges.

 

 

2.2.

Udmeldelse og eksklusion

2.2.1.

Udmeldelse finder sted skriftligt til sekretæren senest med tre måneders varsel til kontingentårets udgang.

2.2.2.

Generalforsamlingen kan med 2/3 majoritet af de fremmødte beslutte at ekskludere et medlem, som handler til skade for selskabet.

2.2.3.

Medlemmer, der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent, slettes uden videre, ved det pågældende regnskabsårs udløb.

 

 

2.3.

Kontingent

2.3.1.

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen for hvert regnskabsår og indbetales senest pr. den på opkrævningen anførte betalingsfrist. 31.5.

2.3.2.

Korresponderende medlemmer og æresmedlemmer betaler ikke kontingent.

2.3.3.

Generalforsamlingen kan beslutte et særligt kontingent for medlemmer over 67 år, som i 10 år har været medlemmer af selskabet, og for uddannelsessøgende.

2.3.4.

Kollektive medlemmer betaler et af generalforsamlingen besluttet særskilt kontingent.

2.3.5.

Støttende medlemmer betaler et kontingent, hvis mindstebeløb besluttes af generalforsamlingen.

 

 

2.4.

Medlemsrettigheder og –pligter

2.4.1.

Kun ordinære medlemmer og indenlandske æresmedlemmer har stemmeret på generalforsamlingen. Kun ordinære medlemmer og indenlandske æresmedlemmer kan vælges til bestyrelsen.

2.4.2.

Medlemmerne er forpligtet til at overholde selskabets love og leve op til selskabets formålsbestemmelse.

 

 

§ 3

GENERALFORSAMLINGEN

3.1

 

 

3.2

3.2.1

Kompetence

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed i alle anliggender.

Tidspunkt og indkaldelse

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden den 30.6. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst 1/5 af selskabets medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grund. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest seks uger efter modtagelsen af begæring herom.

3.2.2.

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med tre ugers varsel ved særskilt skrivelse til de enkelte medlemmer.

3.2.3

Dagsorden skal altid indeholde følgende punkter: 1. valg af dirigent, 2. formandsberetning, 3. beretninger fra udvalg, 4. fremlæggelse af revideret regnskab, 5. valg af bestyrelse, 6. valg af revisorer, 7. fastsættelse af næste års kontingent, 8. indkomne forslag, og 9. eventuelt.

 

 

3.3.

Gennemførelse

3.3.1.

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.

3.3.2.

På den ordinære generalforsamling aflægger bestyrelsen beretning om selskabets virksomhed. Endvidere fremlægges selskabets regnskab for det forløbne år til godkendelse, ligesom der vælges bestyrelse samt intern og ekstern revisor. Den interne revisor skal være valgt blandt medlemmerne uden for bestyrelsen, og den eksterne skal være statsautoriseret revisor.

3.3.3.

Såfremt medlemmerne ønsker et forslag fremmet til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal det indsendes skriftligt til sekretæren senest 14 dage før generalforsamlingen og af bestyrelsen udsendes til medlemmerne syv dage inden samme.

3.3.4.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet følger af nærværende love. Ved stemmelighed bortfalder et forslag. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot ét af de tilstedeværende medlemmer ønsker det. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

3.3.5.

Generalforsamlingens beslutninger indføres i protokol, der underskrives af dirigenten og referenten.

 

 

§ 4

BESTYRELSEN

4.1.

Opgave og valg

4.1.1.

Selskabets ledelse varetages af en bestyrelse på 9 medlemmer, valgt på generalforsamlingen.

4.1.2.

Formanden vælges særskilt og for tre år ad gangen. Første gang vælges fire medlemmer for ét år og de øvrige fire medlemmer for to år. Herefter vælges hvert år fire medlemmer til bestyrelsen for to år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

4.1.3.

Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, supplerer bestyrelsen sig selv indtil førstkommende generalforsamling. Hvis supplering af flere end fire medlemmer i bestyrelsen finder sted, skal ekstraordinær generalforsamling indkaldes for at foretage supplerende valg til bestyrelsen.

4.1.4.

Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen med formand (valgt af generalforsamlingen), næstformand, sekretær og kasserer. Sidstnævnte to poster kan varetages af samme person.

4.1.5.

Formanden repræsenterer selskabet udadtil; i formandens fravær varetager næstformanden denne opgave. Bestyrelsen varetager selskabets tarv udadtil og indadtil. Det påhviler bestyrelsen at føre tilsyn med udvalgenes arbejde og med de i selskabet ansatte personers virksomhed.

4.1.6

Selskabets daglige ledelse varetages mellem bestyrelsesmøderne af et forretningsudvalg, der består af formanden, næstformanden og sekretæren. Ved et forretningsudvalgsmedlems længerevarende fravær supplerer bestyrelsen udvalget med et andet medlem af bestyrelsen.

 

 

4.2

Bestyrelsens arbejde

4.2.1.

Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når to bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden. Et bestyrelsesmøde kan afvikles som telefonmøde.

4.2.2.

Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som underskrives af formanden eller næstformanden og referenten.

4.2.3.

Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpel stemmeflerhed, med mindre andet bestemmes af denne lov. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når fem medlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

4.2.4.

Generalforsamlingen kan beslutte, hvorvidt en eller flere bestyrelsesposter skal være lønnede.

4.2.5.

Bestyrelsen kan i fornødent omfang antage juridisk assistance.

 

 

4.3.

Forretningsudvalgets arbejde

4.3.1.

Udvalget afholder møde, når formanden finder det fornødent, eller når et medlem kræver det. Indkaldelse kan finde sted skriftligt eller telefonisk med angivelse af dagsorden. Et udvalgsmøde kan afvikles som telefonmøde.

4.3.2.

Over forretningsudvalgsmøderne føres beslutningsreferat, som underskrives af formanden eller næstformanden og referenten. Referatet skal inden for ti dage sendes til bestyrelsens øvrige medlemmer.

4.3.3.

Forrentningsudvalgets beslutninger skal være enstemmige. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

 

4.4.

Andre udvalg

4.4.1.

Bestyrelsens kan nedsætte permanente eller midlertidige udvalg vedrørende forskning, kursusvirksomhed, bog- og tidsskriftudgivelse, oplysningsvirksomhed og andre opgaver inden for selskabets formål. Hvis et udvalg nedsættes, skal beretning om udvalgets virksomhed aflægges på førstkommende generalforsamling.

4.4.2.

Bestyrelsen fastlægger et udvalgs kommissorium, og efter forslag fra udvalget evt. en forretningsorden. Udvalget skal løbende holde selskabets forretningsudvalg orienteret om sit arbejde.

4.4.3.

Bestyrelsen kan stille særskilt budget til disposition for udvalget. Et udvalg kan ikke forpligte selskabet økonomisk i forhold til tredjemand. Såfremt et udvalg varetager opgave med økonomiske dispositioner ud over et evt. budget, stillet til rådighed af bestyrelsen, skal formanden eller næstformanden og et bestyrelsesmedlem yderligere indgå i udvalget.

4.4.4.

Resulterer et udvalgs aktiviteter (f.eks. kursusvirksomhed eller bogudgivelse) i økonomisk overskud, kan dette efter forretningsudvalgets godkendelse bruges til udvalgets fortsatte arbejde. Et overskud kan også, efter bestyrelsens bestemmelse, bruges til andre opgaver inden for selskabets formål.

 

 

§ 5

FAGRÅDET

5.1.

Opgave og nedsættelse

5.1.1.

Fagrådet har til opgave at følge udviklingen inden for gerontologien i ind- og udland og at rådgive bestyrelsen med henblik på aktiviteter i selskabet og nyhedsformidling til medlemmerne.

5.1.2.

Fagrådets medlemmer udpeges af bestyrelsen, således at relevante delområder af gerontologien søges dækket. Rådets medlemmer udpeges for en to-årig periode. Genudpegning kan finde sted.

5.1.3

Selskabets næstformand er født medlem af og formand for fagrådet. Fagrådet udpeger af sin midte en næstformand og en sekretær.

 

 

5.2

Fagrådets arbejde

5.2.1.

Fagrådet afholder mindst ét årligt møde og fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden med henblik på varetagelse af de i paragraf 5.1.1. nævnte opgaver.

 

 

§ 6

Udgået.

 

 

§ 7

ØKONOMI, TEGNING OG HÆFTELSE

7.1.

Regnskab og formue

7.1.1.

Selskabets regnskabsår følger kalenderåret.

7.1.2.

Kassereren indkasserer selskabets indtægter og betaler de af forretningsudvalget godkendte regninger. Kassereren fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter og udarbejder udkast til selskabets årsregnskab.

7.1.3.

Regnskabsudkastet revideres af såvel den eksterne (statsautoriserede) revisor, som den interne revisor.

7.1.4.

Bestyrelsen kan bemyndige et udvalg til at føre et selvstændig regnskab for sin virksomhed og udpeger det herfor ansvarlige udvalgsmedlem. Denne inkasserer udvalgets indtægter og betaler de af udvalgsformanden godkendte regninger. Det udpegede udvalgsmedlem fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter og afleverer udvalgets årsregnskab med bilag til kassereren, der indarbejder dette materiale i selskabets årsregnskab.

7.1.5.

Selskabets formue skal, ud over hvad der er nødvendigt til afholdelse af de løbende udgifter, medmindre generalforsamlingen bestemmer andet, anbringes efter bestyrelsens bestemmelse, dog fortrinsvis i pengeinstitut eller obligationer.

 

 

7.2.

Tegning og hæftelse

7.2.1.

Selskabet forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og to bestyrelsesmedlemmer.

7.2.2.

Bestyrelsen kan udpege et medlem af forretningsudvalget til at tegne selskabet over for skattevæsenet, toldvæsenet m.fl. med henblik på arbejdsgiverregnskab, momsregnskab m.v.

7.2.3.

Der påhviler ikke selskabets medlemmer nogen personlig hæftelse for de selskabets påhvilende forpligtelser.

 

 

§ 8

LOVÆNDRING OG OPLØSNING

8.1.

Lovændringer

8.1.1.

Til ændring af nærværende love kræves vedtagelse på en generalforsamling, hvor 1/3 af de stemmeberettigede har givet møde, med 2/3 af de afgivne stemmer.

8.1.2.

Hvis der ikke er mødt 1/3 af de stemmeberettigede, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling inden for fire måneder (efter bestemmelserne i paragraf 3.2.) og med samme ændringsforslag på dagsordenen. Uanset antallet af fremmødte kan denne generalforsamling vedtage ændringsforslag, såfremt mindst 2/3 af de fremmødte stemmer herfor.

 

 

8.2.

Opløsning

8.2.1.

Til selskabets opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling inden for fire måneder (efter bestemmelsen i paragraf 3.2.), på hvilken opløsning kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte.

8.2.2.

Ved selskabets opløsning skal selskabsformuen bruges til opfyldelse af selskabets formål gennem etablering af et legat, der efter generalforsamlingens bestemmelser skal administreres af et universitet eller anden offentlig institution i Danmark.

 

 

§ 9

VOLDGIFT

9.1.

Stridigheder om anvendelse af disse love afgøres ved voldgift.

9.2.

Voldgiftsretten skal bestå af to voldgiftsmænd, hvoraf hver af stridens parter vælger én, samt en af disse i fællesskab valgt opmand. Skulle voldgiftsmændene ikke kunne enes om valget af opmand, udpeges han af dommeren i den retskreds, hvori selskabet har hjemsted. I øvrigt henvises til lov nr. 181 af 24. maj 1972 om voldgift.

 

 

 

 

Godkendt ved ekstraordinær generalforsamling den 25. februar 2009. Endelig godkendt ved ordinær generalforsamling den 24. april 2009.